Happy Death Day
Tree har en rigtig dårlig dag – det er hendes fødselsdag. Det er også hendes dødsdag! Hun vågner op på et kollegieværelse hos en fyr, hvis navn hun ikke kan huske, styrter ud uden tanke på hans følelser eller for, hvad der skete natten før … og inden dagen er omme er hun død. Og så vågner hun igen på Carters kollegieværelse! Hvad hun til at begynde med slår hen som et mareridt, forvandles til et levende Helvede, hvor hun hver dag forsøger at gøre tingene lidt anderledes, så hun ikke løber ind i den maskeklædte morder, der gør en ende på hende. Indtil hun endelig betror sig til Carter, der foreslår hende, at gå sit liv igennem dag for dag (hun kan ikke andet) og teste person for person, som hun mener, kan have grund til at hade hende, for på den måde at finde morderen … Der er rigtig mange mennesker, der har grund til at hade Tree!Christopher Landon lader ”Happy Death Day” gentage sig igen og igen med en blanding af gru og veloplagt humor. Jessica Rothe er en noget anderledes scream queen og giver også mulighed for at skrige af grin. Israel Broussard spiller den unge mand, der uforvarende bliver statist i hendes mareridt. Rigtig glædelig dødsdag!